Dansk design - håndlavet i Japan

Administrativ lager- & logistikmedarbejder

 

Vi søger en ansvarsfuld og stabil medarbejder til en fuldtidsstilling hos nine eyewear.

 

Hvem er vi?

nine eyewear a/s er en succesfuld virksomhed, der designer og producerer brillestel, som sælges over hele verden. Virksomheden er etableret i 2010 og er gennem årene vokset, således at vi pt. sidder 9 medarbejdere indenfor design, salg og marketing på kontoret i Århus.

 

Hvem er du?

Du er systematisk anlagt og kan arbejde struktureret med faste arbejdsprocedurer. Det er vigtigt at du har ordenssans og er god til at bevare overblikket. Du er udadvendt, kan arbejde selvstændigt og er ikke bange for en travl hverdag, ligesom du på stille dage, selv skal være initiativtager. Du skal kunne forhandle på fragtpriser og være interesseret i at optimere, effektivisere og udvikle lageret løbende. Du er engageret, mødestabil og bidrager gerne til vores gode arbejdsmiljø. Vi designer og sælger eksklusive brillestel – det er derfor vigtigt, at du er meget omhyggelig og grundig med dine arbejdsopgaver samt sætter en ære i at give kunden den bedste oplevelse hele vejen.

 

Stillingen

Dine primære arbejdsopgaver vil være plukning, pakning og forsendelse af varer. Dertil kommer daglig fakturering, registrering af indkøb og kreditering, hvilket kræver et godt kendskab til IT. Udover dette vil logistiske opgaver så som lageroptimering, indkøb af forsendelsesmaterialer, registrering af nye varer og status være dit ansvar. Du vil på sigt få kundekontakt og være i dialog med danske, nordiske og engelsktalende kunder. Hverdagen på lageret kommer til at foregå delvist i samarbejde med dine kolleger, men du skal selvstændigt kunne tage ansvar og sørge for at der er orden og styr på lageret. Du vil i den forbindelse selv være med til at præge dine arbejdsopgaver og strukturere dine arbejdsrutiner. Du vil også være ansvarlig for at pakke, opsætte og nedtage vores messestande i ind- og udland, hvilket kræver overblik og struktur, samt enkelte rejsedage om året.

 

Dine kvalifikationer

Den ideelle kandidat har erfaring med lignende arbejde og vil kunne stortrives i en mindre, dynamisk virksomhed hvor kreativitet, æstetik og god kundeservice er kerneværdier. Fakturering, kreditering m.m. foregår i vores regnskabssystem Uniconta, hvilket du vil blive oplært i, men som kræver it-kendskab. Erfaring med Uniconta eller lignende ERP-systemer vil derfor være en stor fordel. Det er vigtigt, at din ansøgning indeholder dine tidligere arbejds- og ansvarsområder, samt eventuelle certifikater. Det er et krav at du kan tale og skrive dansk samt forstår engelsk både i skrift og tale. Kørekort B er nødvendigt, men truckcertifikat er ikke.

 

Tiltrædelse

Hurtigst muligt.

 

Yderligere informationer

Ønsker du yderligere information omkring stillingen, er du velkommen til at kontakte Jens William Sørensen på tlf.: 70 27 00 22 .

 

Din ansøgning med relevante bilag sendes til Jens William Sørensen på jws@nine-eyewear.com 

Samtaler vil blive afholdt løbende.